De fleste ved, at elpriserne svinger – og at de svinger ekstra meget i 2022. Men hvorfor svinger de egentlig? Og hvad kan man som forbruger gøre for at få en lavere elregning? Det vil vi guide dig igennem her.

Hvad bestemmer elprisen?
El er en børsvare. Det er altså på Børsen, at priserne på el fastlægges, og de afhænger af udbud og efterspørgsel. Det meste af strømmen i Danmark er produceret i Norden. Som udgangspunkt falder prisen på strøm, når produktionen stiger – og omvendt.
Vind og vejr er noget af det, der påvirker elpriserne, men også forbrug – altså efterspørgsel. Derfor er strømmen typisk dyrest om eftermiddagen, når folk kommer hjem fra arbejde, mens den er billigere midt på dagen og sent om aftenen.
Noget af det, der har størst indvirkning på elpriserne, er følgende:
- Efterspørgsel
- Vind
- Vand
- Atomkraft
- Andre børspriser
- Forhold i verden
Efterspørgsel
Når efterspørgslen stiger, stiger prisen på el også. Det vil sige, at om vinteren, når temperaturen er lav, og det er mørkt udenfor, er efterspørgslen på el størst. Derfor vil el som udgangspunkt være dyrest om vinteren.
Men også fra time til time ændrer elprisen sig. Typisk er den billigst på de tidspunkter, hvor efterspørgslen er lavest – altså når de fleste er på arbejde. Og så stiger priserne, når størstedelen af danskerne er hjemme; altså i weekenden, om morgenen og til eftermiddag og aften.
Vind
I Danmark produceres el fortrinsvis ved vindkraft. Når det er vindstille, stiger priserne, og når det blæser meget, falder de.
Vand
I Norge og Sverige produceres meget af strømmen via vandkraft. Høj vandstand betyder dermed billigere el, mens lav vandstand betyder højere priser.
Atomkraft
En del af strømmen i Sverige produceres på atomkraftværker. Her er det vigtigt at udnytte kapaciteten fuldt ud, da det ellers påvirker elpriserne til at stige.
Andre børspriser
Priser på øvrige børsvarer såsom olie og kul kan påvirke priserne på el, ligesom CO2-kvoter og fragtrater også har indflydelse på elpriserne.
Forhold i verden
Ustabile forhold andre steder i verden kan påvirke alle børsvarer, herunder el. Det kan for eksempel være naturkatastrofer, men også terror og krig.
Hvad kan man som forbruger gøre for at spare på elregningen?
El er blevet dyrt, og derfor handler det om at spare. Overordnet set kan du gøre to forskellige ting, der afhænger af dine præferencer:
- Du kan skifte til en fastprisaftale på el
- Du kan planlægge dit forbrug
Fastprisaftale på el
En fastprisaftale på el er en god idé til dig, der ikke gider at bruge tid og energi på at planlægge dit elforbrug. Her betaler du en fast pris på el, der typisk afregnes efter et kvartalsvist, halvårligt eller årligt gennemsnit.
Planlægning af forbrug
Planlægning af forbrug anbefales til dig, der gerne vil spare så meget som muligt på din elregning. Du kan med fordel downloade en app, der viser dit elselskabs priser pr. time, så du kan planlægge opvask, tøjvask og madlavning ud fra det. Derudover skal du tænke over at slukke for elektriske apparater, herunder lys, når de ikke er i brug.
Giver det mening at skifte elselskab?
Elpriserne svinger fra selskab til selskab. Prisen på selve strømmen er faktisk den samme, men selskaberne tager forskellige afgifter og gebyrer som f.eks. transportafgifter. Dertil kommer forskellige velkomsttilbud.
Det er derfor altid en god idé at indhente tilbud fra forskellige elselskaber med jævne mellemrum. På den måde kan du også se, om nogle af tilbuddene er billigere, end priserne hos dit nuværende selskab.